Chefpolitiinspektør Magnus Andresen betegner frit lejde-kampagnen som en stor succes. Modelfoto.
Chefpolitiinspektør Magnus Andresen betegner frit lejde-kampagnen som en stor succes. Modelfoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Våbnene væltede ind hos Nordsjællands Politi under frit lejde-kampagne

Der blev indleveret flere tusinde våben til Nordsjællands Politi under den netop overstået frit lejde-kampagne



Så mange våben fik Nordsjællands Politi

- Luft- og fjedervåben: 217

- Skydevåben: 1.316

- Blankvåben: 810

- Eksplosivstoffer: 414

- Andet: 210

Kilde: Rigspolitiet.

Nordsjællands Politikreds blev den politikreds i hele landet, der fik flest våben indleveret under den netop overstået frit lejde-kampagne.

Over 1.300 skydevåben, 800 blankvåben (blandt andet knive, red) og cirka 1.000 kilo ammunition blev i løbet af juni afleveret på de nordsjællandske politistationer. Til sammenligning blev der eksempelvis kun afleveret 537 skydevåben til Københavns Vestegns Politi og 739 til Københavns Politi.

Men det er ikke fordi, der har været flere ulovlige våben i omløb i Nordsjælland, at der er blevet afleveret så mange våben på de nordsjællandske politistationer, mener Magnus Andresen, der er chefpolitiinspektør i Nordsjællands Politi.

“Jeg tror, at det primært handler om, at vi er lykkedes med at gøre borgerne opmærksomme på den her mulighed for at aflevere våben helt anonymt. Vi har gjort en stor indsats for at kommunikere budskabet ud, og det lidt specielle i Nordsjællands Politi - i forhold til mange andre politikredse - er, at vi har rigtig mange, der følger os på Facebook. Et par dage før frit lejde-kampagnen sluttede, lavede vi et opslag på Facebook, og efterfølgende væltede det ind med våben til os. Så jeg tror i bund og grund, at det handler om, at vi har været gode til at få spredt budskabet. Det er en hypotese, jeg har, men det kan måske være en del af forklaringen. Jeg tror i hvert fald ikke, at det handler om, at der har været flere våben i omløb i Nordsjælland”, siger Magnus Andresen, der selvfølgelig glæder sig over, at de mange våben nu er endt hos politiet.

“Vi er bestemt godt tilfredse med resultatet af kampagnen. Nordsjællands Politikreds er jo desværre samtidig den politikreds, hvor der bliver begået flest indbrud i private hjem, og derfor er det godt, at vi nu har fået fjernet de her våben. De ville jo potentielt kunne stjæles i forbindelse med et indbrud og ende i kriminelle miljøer. Nu har vi fået dem, og så falder de ikke i de forkerte hænder”, siger chefpolitiinspektøren.


Arvestykker

Han tror, at mange af de våben, der er blevet indleveret, er våben, som folk har haft liggende i mange år.

“Det er en bred vifte af våben, der er blevet indleveret. Men i og med, at vi jo ikke har registreret folk, der har afleveret våben, og derfor heller ikke ved, hvem de er, så ved vi selvfølgelig heller ikke, hvor de mange våben stammer fra. Men mange af dem er formentlig våben, som folk har haft liggende i mange år - måske fordi de har arvet dem”, siger Magnus Andresen.

Nu venter der politiet en stor opgave med at gennemgå de mange tusinde våben og få dem destrueret. Kun genstande af særlig historisk værdi kan måske komme på et museum som Tøjhusmuseet, Frihedsmuseet eller andre museer.


Publiceret: 15. Juli 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra NYT OM Nordsjælland

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!